Harbour Run er et løb om og for Københavns Nordhavn

Ved Øresundskysten og med smukke Østerbro som nabo ligger fabelagtige Nordhavn. Her gennemfører København i disse år byens hidtil største og mest ambitiøse byudviklingsprojekt baseret på bæredygtighed, innovation og helt unikke koncepter.

Harbour Run er født i kølvandet på Nordhavns udvikling og er designet til at følge bydelens opsigtsvækkende transformation år efter år. På den måde får deltagerne en unik mulighed for at opleve Nordhavn på nært hold og løbe mellem historiske industribygninger, nye arkitektoniske perler og forfriskende kajområder, der til dagligt er lukket for privatpersoner.

Men løbet er mere end en fantastisk løbetur gennem imponerende sceneri

Et spektakulært byrum er nemlig ikke meget værd uden liv. Derfor er Harbour Run også et kreativt tiltag, der aktivt stimulerer og udvikler bylivet i hjertet af Nordhavn. Løbet skaber nemlig en indbydende ramme, hvori glæden for motion, byudvikling og det gode fællesskab – på tværs af køn, alder og etnicitet – får byrummet til at summe af liv.

Succesen har mange fædre

Harbour Run arrangeres af Bird & Bird, Unionkul Holding A/S og By & Havn med støtte fra frivillige sponsorer. Og den 26. august 2018 er det tredje gang, at startskuddet til Nordhavns nye løb går. Her fyldes gaderne atter med høj puls og et stigende antal løbefødder, der kan se frem til lækre vinderpræmier og hygge i stævneområdet med god forplejning og børnevenlig underholdning.